Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Køge Jorddepot visualiserer Køge Havn anno 2020

Køge Jorddepot visualiserer Køge Havn anno 2020
Køge Jorddepot udfører et enormt anlægsarbejde, som udvider Køge Havn og Køge Kommune med hele 725.000 m2, nye dækmoler, strandarealer og meget mere. De forskellige anlægsprojekter kan ses på illustrationen.

Marinadag: Køge Jorddepot udstiller havneudvidelsen og visualiserer, hvordan fremtidens Havn anno 2020 kommer til at se ud. Det vil også være muligt at deltage i guidede rundvisninger på Køge Nordstrand og på Jorddepotets byggeplads.

Søndag d. 24. august er der lagt op til en festlige og aktivitetsfyldt dag i Køge. Køge Marina arrangerer en ny festdag for hele familien, de har døbt ’Marinadag’. I blandt de mange aktiviteter opretter Køge Jorddepot en udstilling, som skal visualisere Køge Havn anno 2020. Udstillingen har til formål at præsentere de mest betydningsfulde projekter omkring havneudvidelsen; de nyeste dækmoler, udvidelse af havnens erhvervsområde på 400.000 m2, den kommende multi/unitterminal og øvrige udvidelser, som i disse dage anlægges af Køge Jorddepot.

Hvert projekt udstilles i tre dele, som man kan kalde byggeriets tre faser. Den første fase omhandler anlægsarbejdets begyndelse og tager udgangspunkt i, hvilke overvejelser der ligger bag de forskellige projekter. Fase to omhandler projekternes nuværende status og fase tre visualiserer, hvordan Køge Havn kommer til at se ud i år 2020.

Udstillingen indrettes med diverse infobokse, luftfotos, tegninger og grafiske fremtidsvisualiseringer, som illustrerer anlægsarbejdet.

Kom med bag kulisserne
Det vil desuden også være muligt at deltage i to forskellige guidede rundvisninger. Den ene rundvisning foregår ad de nyanlagte stier på Køge Nordstrand, hvor projektleder Jan Fogtmann, med erfaren røst, vil fortælle historien om de dækkende værker, uddybningen og (gen)etableringen af strandområdet.

Det vil også være muligt at få et sjældent kig bag kulisserne på anlægsarbejdet – nærmere betegnet Køge Jorddepots byggeplads. På rundvisningen vil Jens Christian Kaas, som til daglig arbejder som projektchef for Køge Jorddepot og Køge Kommune, fortælle om hvilke jordtyper og byggematerialer der modtages på jorddepotet, og hvordan det bliver anvendt i anlægsarbejdet.

Program for rundvisningerne på Marinadagen:
Kl. 10:00 – Rundvisning på Køge Nordstrand
Kl. 11:00 – Rundvisning på Køge Jorddepot
Kl. 12:00 – Rundvisning på Køge Nordstrand
Kl. 13:00 – Rundvisning på Køge Jorddepot

Den største havn
Når Køge Havn i 2020 er endeligt udbygget, bliver den arealmæssigt en af de største havne i landet. Det er selvsagt, at udvidelsen af Køge Havn rummer store muligheder for både erhvervslivet, kommunens borgere og de mange besøgende i området.

Der bliver langt bedre muligheder for at modtage store skibe – både hvad angår længde, bredde og dybgang. Kajpladsen øges med hele 1,2 km mere kaj med mulighed for at modtage skibe på op til 220 m længde overalt og 30 m bredde.

Det vil også være muligt at modtage færger fra en række destinationer i Østersøområdet.

 

Kontaktperponer:
Jens Chr. Kaas, Køge Jorddepot/Køge Kommune, tlf.: 28 79 24 43. E-mail: jens.christian.kaas@koege.dk
Mads Christesnen, STC/Køge Havn, tlf.: 27475866. E-mail: madchr@gmail.comstop