Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Køge Jorddepot inviterer til indvielse og fest på Nordstranden!

Køge Jorddepot inviterer til indvielse og fest på Nordstranden!
Den nye strand nord for Køge Marina er nu klar til indvielse. Vi mødes midt i den røde cirkel på dagen!

Se det fulde program og find information omkring de forskellige aktiviteter her!

Sommeren bliver for alvor skudt i gang onsdag d. 28/5 2014 kl. 13:30, når Køge Nordstrand åbner for offentligheden. Nordstranden har været under kærlig behandling af Køge Jorddepot, som i samarbejde med Køge Kommune, har flyttet over 100.000 tons sand et par hundrede meter mod nord.

På åbningsdagen inviteres der til indvielse og efterfølgende festligheder. Dagen indledes på den nye grusparkeringsplads ved siden af Marinaen, hvor Direktør Thomas Elm Kampmann, vil byde velkommen og fortælle om det omfattende anlægsarbejde, som Køge Jorddepot udfører på havneområdet og de rekreative arealer nær strandene.

Herefter går turen langs de nye stier på Nordstranden, der giver et flot overblik over det nyanlagte areal. Borgmester Flemming Christensen kommer også forbi og holder åbningstalen, hvorefter han klipper det ’røde bånd’ og markerer åbningen af den nye strand.

Ud over de officielle strandindvielsestaler er der planlagt masser af aktiviteter for alle aldersgrupper. Køge Søspejd kommer også forbi og fortæller om deres aktiviteter i foreningen samt, hvad det vil sige, at være fortrolig med vandet. For landkrabberne er der arrangeret en fotokonkurrence med præmier til de bedste billeder af festlighederne.

Sidst men ikke mindst bliver der opstillet festtelt, hvor gæster fra hele Køge By kan nyde hinandens selskab – med musik, forfriskninger og servering af bl.a. helstegt pattegris fra Restaurant Marina. Der vil også være mulighed for at prøve Restaurant Arkens is fra deres sommergejlede, mariehøne-farvede isbil, som løbende vil være til stede på stranden i sommerperioden. Servering af mad, is og drikke sker efter ’først-til-mølle’-princippet.

Festlighederne varer til aftenstid, men der opfordres selvfølgelig til, at alle møder op i god tid på grusparkeringen i begyndelsen af arrangementet.

Køge Jorddepot ser frem til at indvie den nye strand og håber at mange vil lægge vejen forbi for at indvie og fejre de nye strandarealer. Alle deltagere bør huske håndklæder og praktisk beklædning afhængig af dagens vejr.

Kontaktpersoner:
Jens Christian Kaas, Køge Kommune/Køge Jorddepot. Telefon: 28 79 24 43
Mads Christensen, Køge Havn/Skandinavisk Transport Center. Telefon: 56 64 62 62

Eventuelle spørgsmål omkring deponering eller Køge Jorddepot generelt, kan rettes til Direktør Thomas Elm Kampmann på telefon 28 13 83 23.