Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Den nye Køge Havn tager form

Den nye Køge Havn tager form

I februar måned startede Aarsleff anlægsarbejdet på Køge Havns nye sydlige mole. Den sydlige mole bliver 888 m lang og skal, sammen med de øvrige etablerede moler, danne værn mod bølger i den fremtidige Køge Havn. Molen bliver opbygget af forskellige typer af sten. De største sten vejer op til 6 tons udvendig, og de mindste sten ligger i puder af sand. Selve kerne i molen er udført af sten fra 10 til 40 cm. Fra landsiden har man placeret de tunge dæksten alt imens fartøjet ”Jette Saj” fra Svendborg Uddybningskompagni, har udlagt kernemateriale og sandpuder under vandet. Materialerne til molerne er bragt hertil via skib, når vejrforholdene tilladt det. Nogle af dækstenene er endda sejlet hele vejen fra Falkenberg i Sverige.

Når molen er færdig kan ivrige motionister gå ud til molehovedet på en gangsti, som etableres ca. 2 meter over havet. Hermed opfylder Køge Havn et gammelt ønske om, at offentligheden skal kunne gå ud på havnens dækkende værker og se ind på byen. Interesserede bør dog fare med lempe, når bølgerne går højt…

I planlægningsfasen af byggearbejdet opstillede man et skalaforsøg (1:30), hvor molen blev udsat for bølger under forskellige vind- og vejrforhold. Forsøget viste, at det ikke er forsvarligt at bevæge sig ud på molen ca. 10 gange om året. I perioder med ekstreme vejrforhold kan bølgerne nemlig blive så store, at der er fare for at blive skyllet i vandet. Derfor opstilles et skilt i starten af molen med teksten ”Færdsel på eget ansvar”.

Af sikkerhedsmæssige hensyn er det pt. heller ikke muligt for fritidsfiskere at færdes på den gamle sænkekassemole, og man henviser i øjeblikket fritidsfiskere til andre lokaliteter i området. Der arbejdes på muligheden for at lave nogle fiskepladser, hvorfra man i fremtiden kan stå og fiske. Dermed håber man, at kunne tilgodese den slags aktiviteter mens anlægget af den nye mole er i gang.

Ny indsejling og dybere sejlrende

Den nye indsejling til Køge Havn kan allerede ses et stykke ude i bugten – idet de to mole fyr blev rejst i påsken. Afstanden mellem fyrene er 110 meter og det er meningen, at de allerede skal tages i brug til efteråret i år, når sejlrenden ind og ud af havnen skal lægges om.

Nogle har måske bemærket et par skibe, der arbejder ved indsejlingen til den nuværende havn. Skibet ”Jette Saj” er i færd med at uddybe sejlrenden. Indledningsvist graver man ned til 7 meters dybde, men i den sidste fase af arbejdet gøres sejlrenden 9,5 meter dyb. Uddybningen vil gøre det muligt for større skibe at sejle ind i havnen. Det andet skib udfører marinarkæologiske undersøgelser af havbunden. Allerede nu er der gjort interessante fund der beviser, at mennesker fra den ældre stenalder havde bosted i bugten.

”Med den kommende udvidelse af Køge Havn, forventer vi at havnen vil være endnu mere aktiv end den er nu. Udbygningen medfører at der kan komme skibe på op til 200 meters længde og 30 meters bredde ind i havne. Jeg ser også gerne at VVM redegørelsen giver grønt lys for etablering af en Unitterminal der kan håndtere Ro-Ro- og containerskibe” udtaler bestyrelsesformand for Køge havn, Rene Jespersen (V).

Den sydlige dækmole er færdig til november 2016. Herefter skal der laves en mindre åbning med en bro over, til gennemsejling for kanoer, kajakker, robåde og mindre motorbåde. Åbningen bliver placeret i starten af den sydlige mole.

Hele udbygningen af havnen med endelig uddybning af havnebassin og sejlrende forventes færdig 2018.

Kontakt:

Jens Chr. Kaas, tlf. 28792443
Rene Jespersen tlf. 21262010
Thomas Kampmann tlf. 28138323