Køges havfront omkranses snart fuldstændigt af store sten, der på forunderlig vis bliver liggende, selvom bølgerne tordner imod dem. Moler bliver normalt ikke designet til det værste af det værste vejrfænomen. Man vurderer, hvor længe molen skal holde (for Køge Jorddepot i 50 år) og forsøger ud fra statistik, at vurdere hvordan den værste storm i de år vil være med hensyn til bølgehøjde og vandstand. Derudover estimeres det hvordan de globale klimaændringer vil influere på projektet i form af havspejlsstigning. For dette projekt er der anvendt et tillæg på 0,3 m på design vandstande.
DHI har netop opbygget en model af molen i en såkaldt bølge rende i et skalaforhold på 1:30. Modellen testes med bølger, der svarer til, hvad man oplever i naturen – bare 30 gange mindre. I modellen kan det studeres, om stenene er stabile eller ej i tilfælde af, at den givne storm skulle komme forbi. Derudover testes der for mindre bølger, hvor meget vand der sprøjter ind over toppen af molen og dermed kan være til fare for fodgængere eller biler og materiel.